Blåvandshuk
Golfklub
Vedtægter for Blåvandshuk
Golfklub.
Paragraf 1
Klubbens navn er Blåvandshuk Golfklub og dens hjemsted er Varde Kommune.
Klubbens formål er at skabe gode muligheder for at medlemmerne kan dyrke golf og
med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede
kendskabet til golfsporten. Klubben skal drive en golfklub og organisere de
dertil hørende idrætslige aktiviteter, således at klubbens medlemmer kan udøve
golfspillet under de bedst mulige forhold.
Klubben skal være medlem af
Dansk Golf Union.
Paragraf 2
Som medlemmer optages kun personer, der opfylder Dansk Golf Unions
amatørbestemmelser.
Såvel passive som aktive
medlemmer optages. Kun aktive medlemmer har ret til at spille på banen.
Indmeldelse sker skriftligt til
bestyrelsen, som periodevis kan begrænse tilgangen af aktive medlemmer af
kapacitetshensyn. I så fald føres en tidsprioriteret venteliste.
Paragraf 3
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling og
omfatter følgende medlemskategorier:
1. Aktive. Juniorer (under 19
år)
2. Aktive. Ungseniorer (19-25 år)
3. Aktive. Seniorer (26-65 år)
4. Aktive. Ægtefæller
5. Aktive. Pensionister (over 65 år)
6. Aktive. Par 3 bane medlem)
7. Langdistancejuniorer (under 19 år)
8. Langdistanceungseniorer (19 – 25 år)
9. Langdistanceseniorer (over 26 år)
10. Prøvemedlemmer
11. Passive
Ved optagelse i klubben betaler aktive medlemmer et indskud, hvis størrelse
fastsættes af generalforsamlingen. Juniorer betaler ikke indskud. Ved overgangen
fra junior til ungsenior betales 1/3 indskud og ved overgang fra ungsenior til
senior betales 2/3 indskud.
Under forudsætning af ubrudt medlemskab kan passive medlemmer og
langdistancemedlemmer, som tidligere har været aktive medlemmer, overgå til
aktivt medlemskab uden betaling af nyt indskud.
De af medlemmerne betalte
indskud kan ikke forlanges tilbagebetalt ved ophør af medlemskab.
Indskud og kontingenter
opkræves ved bestyrelsens foranstaltning. Kontingentrestance udover 3 måneder
medfører eksklusion, medmindre bestyrelsen finder rimelig grund til at
dispensere herfra. Genoptagelse af medlemskab kan først ske, når hele restancen
er betalt.
Medlemskab er bindende for ét
år og udmeldelse kan kun ske skriftligt til en 1. oktober.
Paragraf 4
Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling
afholdes i Ho/Blåvand hvert år inden udgangen af november måned.
Generalforsamlingen
bekendtgøres (dato, tid og sted) i klubbens informationsblad og/eller på
klubbens hjemmeside og opslagstavle senest 4 uger før afholdelse.
Indkaldelse skal ske ved
annoncering på klubbens hjemmeside og ved opslag på klubbens opslagstavle med
mindst 14 dages varsel. I forbindelse med indkaldelsen angives
generalforsamlingens dagsorden.
Generalforsamlingen ledes af en
af forsamlingen uden for bestyrelsen valgt dirigent.
Stemmeberettiget er kun aktive medlemmer, som ifølge dansk lov er myndige, med
hver én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Beslutninger træffes ved
almindelig stemmeflerhed, hvor disse vedtægter ikke foreskriver andet. På
ethvert stemmeberettiget medlems forlangende skal der afholdes skriftlig
afstemning.
Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor, skal der i tilfælde af kampvalg
anvendes skriftlig afstemning og følgende afstemningsmetode: der stemmes om
samtlige ledige poster på én gang. Hvert stemmeberettiget medlem skal stemme på
det antal kandidater, der skal vælges og kun med 1 stemme på hver kandidat. Ved
stemmelighed skal omvalg straks afholdes efter samme regler mellem kandidaterne
med lige stemmetal, såfremt der stadig er ubesatte poster.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller
når mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring til
bestyrelsen herom med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter
begæringens modtagelse, og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på
samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.
Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres en protokol, som underskrives
af dirigenten.
Paragraf 5
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Forelæggelse af budget og fastlæggelse af medlemskontingenter
og indskud.
5. Forslag fra bestyrelsen.
6. Forslag fra medlemmerne.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
8. Valg af revisor og revisorsuppleant.
9. Eventuelt.
Forslag fra medlemmerne skal, for at kunne behandles på en ordinær
generalforsamling, være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest den
15.oktober.
Forslag fra medlemmerne og fra
bestyrelsen skal bekendtgøres for medlemmerne senest 8 dage før
generalforsamlingen på klubbens hjemmeside og ved opslag på klubbens
opslagstavle.
Paragraf 6
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen, således at der
i år med lige årstal vælges 4 bestyrelsesmedlemmer og i år med ulige årstal
vælges 3 bestyrelsesmedlemmer. Der vælges hvert år 2 suppleanter for et år.
Genvalg kan finde sted.
Valgbar til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer (aktive), dog kan
medlemmer som har et ansættelsesforhold/kontrakt med baneselskabet eller
golfklubben ikke vælges.
Paragraf 7
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer - 3
personer - og fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til
stede.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af
stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
Paragraf 8
Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer, med bindende
virkning, beslutning i klubbens anliggender.
Klubben tegnes af formanden eller næstformanden, i forening med et
bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale og meddele specialfuldmagter.
Optagelse af lån, samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræver
godkendelse på en generalforsamling.
For de af bestyrelsen på klubbens vegne indgåede forpligtigelser hæfter alene
klubbens formue.
Paragraf 9
Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der efter bestyrelsens opfattelse er behov for,
herunder et baneudvalg, et matchudvalg, et juniorudvalg, et handicapudvalg og et
informations- og PR-udvalg.
Et bestyrelsesmedlem er formand for hvert udvalg, og bestyrelsen skal godkende
udvalgets øvrige medlemmer.
Paragraf 10
Klubbens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september.
Det reviderede regnskab ligger til gennemsyn i klubhuset senest 14 dage før
generalforsamlingen.
Paragraf 11
For golfspillet i klubben gælder de af The Royal & Ancient Golf Club of St.
Andrews fastsatte regler samt de af bestyrelsen med Dansk Golf Unions
godkendelse fastsatte lokale regler.
Fastsættelse af medlemmernes handicap skal ske i henhold til Dansk Golf Unions
handicapsystem.
Bestyrelsen fastsætter i øvrigt de bestemmelser, som findes nødvendige af hensyn
til spillets afvikling og ordenens opretholdelse, indenfor klubbens område.
Overtrædelse af disse bestemmelser kan af bestyrelsen straffes med karantæne
eller i gentagne eller grove tilfælde med udelukkelse fra klubben, idet dog
afgørelsen om udelukkelse af medlemmet kan kræves forelagt en generalforsamling.
Indbringelse for generalforsamlingen har dog ikke opsættende virkning.
Generalforsamlingens afgørelse
kan af spilleren indbringes for Dansk Golf Unions Amatør og ordensudvalg.
Paragraf 12
Til vedtagelse af ændringer i disse vedtægter, og til beslutning om klubbens
opløsning kræves, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er
repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de repræsenterede
stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt 2/3 af de
stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenterede på generalforsamlingen, men
forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede
medlemmer, skal bestyrelsen med mindst 8 dages varsel indkalde til en ny
generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første. Indkaldelse
sker på samme måde som til den ordinære generalforsamling. Forslaget kan her
vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer uanset disses
antal.
Paragraf 13
I tilfælde af klubbens opløsning, vedtaget i henhold til paragraf 12, træffer
generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed bestemmelse om den nærmere
fremgangsmåde ved opløsningen, herunder afvikling af klubbens formueforhold.
Eventuelt overskud tilfalder andre idrætsforeninger i tidligere Blåvandshuk
Kommune.
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 28. oktober 1993 og
konfirmeret på den ekstraordinære generalforsamling den 21. december 1993.
Ændret på den ordinære generalforsamling den 19. november 2000 og konfirmeret på
den ekstraordinære generalforsamling den 17. december 2000. Ændret på den
ordinære generalforsamling den 17. november 2002 og konfirmeret på den
ekstraordinære generalforsamling den 9. december 2002. Ændret på den ordinære
generalforsamling d. 8. november 2009 og konfirmeret på den ekstraordinære
generalforsamling d. 2. december 2009.
Jørgen Holm
Ernst Brogaard Andersen
Annie Lauridsen
Claus Helsinghoff
Knud Kristensen
Søren Svolgart
Hans
Martin Westergaard